Søgen I
Jeg
kan huske, at min gamle klassekammerat, Filip, engang sagde, at han ikke brød
sig om fodbold. Vi spurgte ham hvorfor, og han sagde, at det var en dum sport,
hvor man kæmper for, at få en bold, man hurtigt sparker væk igen. Det giver
ikke mening, sagde han dengang.
Jeg husker, at jeg forstod ham temmelig godt.
Det virkede pointeløst og ligegyldigt. Alt det besvær for noget man smider væk
igen. Selvfølgelig var vi klar over, hvad sporten gik ud på. At alt det boldsparkeri var med hensigt til, at få scoret et mål. Dog stadig tænker jeg på det
når jeg befinder mig i offentlig transport, og bussen kører en omvej for, at få
alle med. Eller når jeg får et hurtigt glimt af sidegaderne vi passerer. Hvor
fører disse veje hen? Og hvilket land får vi ikke at se på vores rute. Når
bussen endelig arriverer til den destination, hvor jeg skal af, tænker jeg på
om jeg skulle blive siddende. Om jeg så vil blive taget ned af nogen af disse
mystiske sidegader.
Når jeg skal hjem igen, og sætter mig ind i
bussen, undrer jeg mig over om det er den samme bus, jeg kørte med tidligere.
Eller om den forrige bus drøner ned af en anden rute i stor nysgerrighed. Fri
fra dens tøjler. Eller om denne anden bus overhovedet findes?
Men atter står jeg af, og går op af trapperne
til min lejlighed, hvor jeg sætter mine sko, og tager frakken af. Jeg kan høre
trafikken. Jeg kan høre menneskerne på gaden, udenfor. Jeg kan se dem der løber rundt i ring om søerne i København. Jeg forestiller mig
hvordan de til påske leder efter påskeæg, og råber svedende og udmattede til
hinanden; ”Hvor fanden er de skide æg?!”. Måske har påskeharen lagt dem lige i midten af søerne, og de kan
løbe uendelig langt, men aldrig finde dem. Men alligevel bliver de ved. Hver
dag løber de der, og de løber på alle tider af døgnet. Legen må være lavet, som
det også foregår i December måned, at julemanden lægger gaver om natten, og
derved holder sig helt anonym. Alligevel elsker alle børn ham, og modtager uden
tøven gaver fra en mærkelig mand i rødt tøj, med kæmpe hvidt skæg, som de
aldrig har mødt. Han kunne være den ledeste satan, men ligesom med busserne,
bliver de ved med, at modtage. Passagerer der står af og på, mens en
fodboldkamp kører, hvor bolden flyver frem og tilbage, og aldrig forlader
stadionet, selvom den bliver sparket nok så hårdt.
Da
jeg lægger mit hoved på puden, har jeg mærkelige drømme, hvor aber vil have
mine organer i en donerordning, selvom de tydeligvis kan se, at jeg langt fra
er død, og jeg må løbe gennem byen for, at undgå dem.
Det
giver ingen mening, og alligevel tager jeg bussen i skole næste dag, uden
tøven.
