Digt om døden

Det skal foregå sådan, at

vi lader det blive, og det

bliver større og større, livet

vokser og vi skal fjolle og le, som

i et tog på vej. Grave os ind i hinanden,

velvidende, men ligeglade, til det langsomt

begynder, at lægge sig over os. Du smiler

til mig, siger mit navn, og så er jeg

endelig her. Vi trækker tråde fra

hinandens ansigter, udtræk i

gyldne snit. Velstemt ind i

lykke, til det lægger sig

over øjnene, til lyde,

til berørelse, så vi

forsvinder igennem,

bliver sammen ind

til de; faldene

blade, faldene

skyer, bliver

vi væk.