onsdag den 31. oktober 2012


Gåtur omkring Søerne i København


Jeg har frydet mig,
               skyerne
gjort mig lig
med luft, helt
               rent
bilos, og sauna
gule lys, reflekterende
                    vinduer
flere talerør mellem
bark, faldende blade
                    affald og snus
              i en mørkeblå nat
træerne tog mig,
luften forsvandt,
                    igennem

tirsdag den 30. oktober 2012


Søgen I

Jeg kan huske, at min gamle klassekammerat, Filip, engang sagde, at han ikke brød sig om fodbold. Vi spurgte ham hvorfor, og han sagde, at det var en dum sport, hvor man kæmper for, at få en bold, man hurtigt sparker væk igen. Det giver ikke mening, sagde han dengang.

Jeg husker, at jeg forstod ham temmelig godt. Det virkede pointeløst og ligegyldigt. Alt det besvær for noget man smider væk igen. Selvfølgelig var vi klar over, hvad sporten gik ud på. At alt det boldsparkeri var med hensigt til, at få scoret et mål. Dog stadig tænker jeg på det når jeg befinder mig i offentlig transport, og bussen kører en omvej for, at få alle med. Eller når jeg får et hurtigt glimt af sidegaderne vi passerer. Hvor fører disse veje hen? Og hvilket land får vi ikke at se på vores rute. Når bussen endelig arriverer til den destination, hvor jeg skal af, tænker jeg på om jeg skulle blive siddende. Om jeg så vil blive taget ned af nogen af disse mystiske sidegader.

Når jeg skal hjem igen, og sætter mig ind i bussen, undrer jeg mig over om det er den samme bus, jeg kørte med tidligere. Eller om den forrige bus drøner ned af en anden rute i stor nysgerrighed. Fri fra dens tøjler. Eller om denne anden bus overhovedet findes?

Men atter står jeg af, og går op af trapperne til min lejlighed, hvor jeg sætter mine sko, og tager frakken af. Jeg kan høre trafikken. Jeg kan høre menneskerne på gaden, udenfor. Jeg kan se dem der løber rundt i ring om søerne i København. Jeg forestiller mig hvordan de til påske leder efter påskeæg, og råber svedende og udmattede til hinanden; ”Hvor fanden er de skide æg?!”. Måske har påskeharen lagt dem lige i midten af søerne, og de kan løbe uendelig langt, men aldrig finde dem. Men alligevel bliver de ved. Hver dag løber de der, og de løber på alle tider af døgnet. Legen må være lavet, som det også foregår i December måned, at julemanden lægger gaver om natten, og derved holder sig helt anonym. Alligevel elsker alle børn ham, og modtager uden tøven gaver fra en mærkelig mand i rødt tøj, med kæmpe hvidt skæg, som de aldrig har mødt. Han kunne være den ledeste satan, men ligesom med busserne, bliver de ved med, at modtage. Passagerer der står af og på, mens en fodboldkamp kører, hvor bolden flyver frem og tilbage, og aldrig forlader stadionet, selvom den bliver sparket nok så hårdt.

Da jeg lægger mit hoved på puden, har jeg mærkelige drømme, hvor aber vil have mine organer i en donerordning, selvom de tydeligvis kan se, at jeg langt fra er død, og jeg må løbe gennem byen for, at undgå dem.

Det giver ingen mening, og alligevel tager jeg bussen i skole næste dag, uden tøven. 

lørdag den 27. oktober 2012


Robber!? hvor er du? : p

Robin Home, arbejder som en hest.. har din trøje hvis du savner den en dag;)..
I går kl. 00:41 · Synes godt om

David hvilken trøje? :p hvorfor virker din mobil ikk?
for 9 timer siden · Synes godt om

Robin En grå jeg lånet en aften, tror det var da vi var på travbanen..
Min mobil burde virke?
for 8 timer siden · Synes godt om

David aner ikke hvilken en det er :D, men kunne ikke ringe til dig sidst :D
for 5 timer siden · Synes godt om

Robin Kommer med den en dag, du savner den ikk kan jeg høre.. Det er måske fordi den går ud hele tiden, batteriet er dødt

Fredag den 13


I dag har jeg spist suppe
af en dyb tallerken, og undgået
dem jeg bor sammen med, da jeg hørte
at de kom
-  Radioen kørte i forlængelse af
   nogens tilstedeværelse

Senere kiggede jeg mig selv i spejlet,
og lavede ansigter, mens tiden var
som et snurrende hjul, og
nogen forlod stedet

Andre råbte på hinanden
-  mellem busserne,
   på cykelstien,
   udenfor

Jeg sad i min lænestol, og
tænkte uendelig længe over,
hvad den bedste opfindelse er

Det.

fredag den 26. oktober 2012


Månen står soleklar
på det mørke lærred

Lyskrydsene har
stjålet stjernerne,
så de ikke kan ses

Jeg kan ikke
ses i mørket, jeg
kan ikke ringe til
dig over tolv

Dynen er et spejl
af varme, og jeg
hænger mig selv
til tørre. 

Hele dagen har vinden hevet i
skråvinduet, og fået døren til,
at krable og mumle i døråbningen.
Vinden har taget varmen fra mine fødder,
og vinden har gjort byen sort som pepper,
og salt der falder som sne, og forsvinder
som det selv samme, af mænd i gule veste.
Jeg kender hverken vindens forekomne, eller sneens
gule veste, men jeg ved, at skråvinduer helst skal
åbnes halvt på klem, og lukkes, når der ikke er mere
at sige. Du og jeg. Jeg og hende. Manden og sneen. At sige
ingenting, og afbryde stilheden, når December måned
falder ind.  

torsdag den 25. oktober 2012


Passerende øjeblikke


Jeg ved at det
allerede er et minde
her. Luften og
bogmærket jeg
holder i hånden.

Du kører væk
hurtigt og langsomt,
jeg klemmer øjnene sammen

Det var det.
Nu vil jeg altid tænke på dit hår
i blæst gennem byen

Det her er et farvel og
Det her er et minde
Det her er et øjeblik som passerer
og vikler hovedet rundt om sig selv
mellem toge og menneskers
tusinde frakker.

Det drøner mellem benene på
folk, og siger tak og tak for
tårer.

Jeg vil sove under perronens
trappe og fodtrin, indtil der ikke findes
passerende øjeblikke,
mere. 

tirsdag den 23. oktober 2012


Søgen II


Jeg har hørt et radioprogram om en 60-årig mand, som ønsker at finde paradis. Jeg fik desværre ikke lige fat i, hvor denne ø lå henne, men der er smukke brune piger og ikke alt det der teknologi. Jeg forstår ham godt, eller jeg forstår ham ikke, men vil gerne forstå ham, og jeg vil gerne med.

Han vil dø på sin paradis-ø. Han vil have sin aske smidt ud i det stille vand, og lidt tæt ved bredden, så de brune pige fødder, kan kysse ham i søvn, eller evighed.

Jeg bliver ved med, at tænke på, om hans vurdering af samfundets rædsel, er sand, og om jeg i sandhed, også ville have godt af, at blive smidt i havet ved en lille bred, på en lille ø, hvor der er meget varmt. Det er målet, måske, at dø dér. 

mandag den 22. oktober 2012





Man kunne tit ønske sig
at være en gammel,
te-drikkende,
søndags-morgen-frisk
bedsteforældre, som
kunne gynge hen i tankerne,
hver dag,

Sætte kaffe over
Sætte mælk over
Sætte toast over

Kravle ind under
sengetøj som lugter af smør,
og ikke løbe rundt her
mellem flækker af beton,
som en forvirret københavnerborger.
Fuldstændig blå af
identitetskrise. 

Jeg er altid bange for at tabe
min viden, mit humør, mine fjender
og venskaber.

At broerne forsvinder ned i havet
Og verden bliver land til land til
Land.

Linjerne som bøjer sig over hinanden
På højre, venstre kryds
Og på verdensdele og verdenshjørner.

Helt ned til en lille detalje som er en
Inspiration, og en puls som går i stå, så byen
Bliver mørk og vid

Og fuglene vil skrige, at der kommer en ulv.
Og jeg vil ligge søvnløs og eksplodere.

Kan du huske dengang
vi legede på dit gamle
grønne værelse?

Selvom du havde bryster
og jeg ikke var smal længere,
og din mor kun gik rundt i
lyserøde silke morgenkjoler med
helt hvide øjne

Vi sang op på guitaren
og redte din seng fra
vasketøjskurven

Du holdt vejret og
prøvede at forsvinde,
mens jeg strammede
grebet om battet