Man kunne tit ønske sig,

at være en gammel,

te-drikkende,

søndags-morgen-frisk

bedsteforældre, som

kunne gynge hen i tankerne

hver dag,

     

sætte mælk over

sætte jord over

sætte opvask over
    

Kravle ind under

sengetøj som lugter af smør,

     som solsikker, solsorte og samlede digte af

Rifbjerg, Rasmussen, Kristiansen og

Christensen.
      

Snuse, pudse, pakke og rende rundt.

Men ikke mellem flækker af beton,

som en forvirret københavnerborger,

der er bankende blå

af identitetskrise.

Jeg fik apparater

af min mor til,

at leve for...

   

Som en sløret reinkarnation

af min far, voksede

jeg op i en kulturel

efterkrigstid fra 1980'erne.
   

Der var brødkrummer på

bordet, og skabe der gik i

og ud, på samme tid

til den store grønne have.
    

Jeg lærte hvad død

og liv betød,

en dobbeltmorale

der overgik med, ja, ja,

og sådan er det jo bare.
   

Der var runde hoveder,

børnehjul og

gule tennisbolde mod

sort asfalt.
   

Små børn, der bare gik

barfodet rundt og inspirerede, eller

træk deres hænder til sig, når

moren ville holde dem.
    

Næsten på kedelige,

fødselsdagsudsalg i Netto,

agtige dage.
   

Sommetider sommertider,

vintermørke, slumvinterlighed.

Hun kaster håret om

på den anden side, og

viser en anden side af sig selv.

 

Det er mig

der står her, det

er mig der holder om

glasset, så det stråler.
 

Hele stedet her lugter

af larm, man skal skrige

for at snakke, man skal

skrige for at viske.

 

Vi må rejse væk

selvom jeg ikke har

pengene, og hun ikke har mig

  

Det er lunkent, det er

hende, der sidder lige dér!
   

Det er snart, at vejret

vinder, og det lyser

akvarium blåt ind.
  

Det er sindet der tikker

tiden væk. Og jeg kikker

og nikker.

  

Kikker og nikker

tiden væk. Træstolen

knirker, og gulvet larmer

med menneskers hjælp.

   

Slået ihjel, da jeg

lukker inde, ihjel,

    

Farvel...

Jeg har denne gyldne linje

Jeg skal bare have den til at passe ind

Bland dig selv digt!

Ellers bliver det planlagt blandet

Det skal ikke være pænt-grimt.

Det skal være grimt-grimt-grimt-smukt,
eller noget tredje...

Et sjæleløst digt, der er pompøst

på sin egen tomme måde

Verden bliver slebet af et velskrevet

digt

Slip og slib, slip og slib...

Digt om døden

Det skal foregå sådan, at

vi lader det blive, og det

bliver større og større, livet

vokser og vi skal fjolle og le, som

i et tog på vej. Grave os ind i hinanden,

velvidende, men ligeglade, til det langsomt

begynder, at lægge sig over os. Du smiler

til mig, siger mit navn, og så er jeg

endelig her. Vi trækker tråde fra

hinandens ansigter, udtræk i

gyldne snit. Velstemt ind i

lykke, til det lægger sig

over øjnene, til lyde,

til berørelse, så vi

forsvinder igennem,

bliver sammen ind

til de; faldene

blade, faldene

skyer, bliver

vi væk.